Da jeg kom til DK boede jeg hos en familie i 10 dage . men de blev skilt og jeg blev derfor overført til En værge på Fyn som skulle have mig indtil min sag var blevet færdigbehandlet og resultatet ville have været at jeg skulle sendes tilbage til Sri Lanka , for det var dengang og er det vist stadig ilde set af man giver børn væk til ustabile familier, som jo har lovet at de vil en for enhver pris...
Efter 3 måender kom jeg til En familie som jeg så er vokset op hos og har haft mange dejlige oplevelser med denne men også mange smerter , for følte mig anderledes , speciel og leve i min egen lille verden., Jeg kunne ikke tage imod kærlighed , og jeg turde ikke lukke folk ind i mit liv , af angst for at blive svigtet,,
Da jeg var 13 vbegyndte jeg at skærer mig og det fulgte med mig hele livet igennem.
En adfærd som har fulgt mig lige siden og først som 34 år idag kan jeg se på fortiden og smerten som en erfaring. Men denne smerte var med til at starte mit misbrug igennem 16 år..
16 år hvor jeg søgte fælleskskaber som forstod mig , 16 år med evig jag og jagt efter rusen og lykken, for at glemme at jeg ikke var som andre og ikke forstod mig på livet som mine søskende og forældre.,
14 år med Cutting og selvdestruktion, hvor kniven var min ven. hvor sygehuset , ambulancer og sygeplejsker blev min omsog. For jeg ville ikke leve , ikke tage ansvar og elske livet, for havde jo lært at ingen ville have mig som den jeg var og derfor levede jeg for smerten og misbruget , for der var jeg god nok., god nok når jeg tog amfetatmin og fyrede den af med "vennerne" men der var ingen venner , når jeg vågnede ,
Ingen Ross, Chandler til at snakke med ned når jeg var depri og angst...
Men jeg havde ikke styr på mit liv , så behandlingstilbud efter bud . fik jeg på mit cv . AA, Ringgården , væresteder , minnesotabehandlinger ,, og psykologer i enmasse hjalp ikke på noget. For enten var alt min skyld eller også var det samfundets skyld , som TV 2 Synger , og jeg tog ikke ansvar..
Nu her i 2010 . 3 år uden familie , 3 med massive drukture og overdossiser og svigt , har jeg fundet ud af at det ikke var min skyld at jeg blev det jeg blev men det er nu mit ansvar at gøre noget ved mit liv , At tage ansvar for mine handlinger over for familie , venner og mig selv ,. men det tager tid og det gør ondt.
men jeg ved også at valget ved ikke at tage ansvar . gør mit liv kortere , og min lever dårligere, jeg har sjælndere andfald med stofffer og cutting , jeg har haft en lejlighed i 16 år , jeg blev pædagog , har en kat på 5 år . gode behandlere i systemet og gode bekendte .
men alt handler i bund og grund om at bede om hjælp . ikkke være offer for sit eget liv og at turde handle . ikke nemt men muligt. og håber jo at Andre jo opnår lykken ved at handle og tage ansvar og tro på livet frem for døden ..
Hej Sebastian. Jeg er adopteret fra Indien i 1976, 6 mdr. gammel og jeg har et "normalt" liv.
SvarSletJeg har en adoptiv-søster der kom et par år inden mig, som ca. var 2½-3½ år - et hittebarn. Hun har hele livet været lukket, vred, fysisk og psykisk aggressiv, har 3 børn i stedet for et misbrug, men ellers minder hendes historie præcis om din.
Hun er dog først i en alder af 36 blevet tvunget til at indse at hendes liv er kørt af sporet. Hendes børn har råbt om hjælp på hele familiens vegne og systemet er begyndt at rulle.
Jeg glæder mig til at hun kan se virkeligheden i øjnene, stoppe med at lyve over for sig selv og andre, og meget af det du skriver med at droppe offer-rollen frem for at tage ansvar for egne handlinger og liv.
Sebastian der er f... godt (be)skrevet!
Alt held og lykke til dig gennem livet og flot du bidrager med det du er ekspert i...
Sluffer