Konsekvenserne ved mit misbrug..

Det som er mest uhyggeligt ved at være misbruger og forsøge at komme ud af det, er omfanget af dets konsekvenser.

da jeg var  19  og begyndte på ambulatorium og fik antabus - tænkte jeg ej det går nok over og jeg lærer at leve livet igen. underligt nok tænkte jeg ikke over hvad mine handlinger og begyndende misbrug havde gjort mod mig og min familie og venner,. 

jeg levede i sus og dus.  passede mit arbejde og udannelse og tog stoffer med vennerne i weekenderne .   At jeg  så flippede ud og skar mig selv og smadrede mit hjem var jo bare en anden del af mit liv jeg ikke ville se på.  men jeg havde styr på det hele.   og havde jeg så det. nej egentlig ikke ,.

jeg isolerede mig hurtigt og havde svært ved at have venner.  jeg følte mig ensom når jeg var sammen med familien , fordi jeg savnede min alkohol og mine drukvenner og vilde byturer.  fra jeg var 19 til jeg var 28 havde jeg kun en kæreste ...  evnenen til nære relationer lå mig ikke næmest uanset om jeg var ædru eller beruset.

men det som måske var den største omkostning som jeg jo ikke tænkte over under mit misbrug var hvor meget jeg sårede min familie og venner,. og idag forstår jeg godt at tilliden til mig er meget lille . 

at skulle se sine bror , sin søn og ven , ekskæreste være ved dø .  at høre på alle mine svinske opringninger , at skulle være bange for min adfærd er skræmmende.

min far måtte engang hente mig på gaden efter jeg havde slugt nervepiller., og drukket 20 fadøl på en cafe.  han måtte køre mig på sygehuset hvor jeg var min fra at dø .  siden den dag var vores forhold ødelagt.
han krævede at jeg skulle vælge misbruget eller ham . men det kunne jeg ikke . . 

den eneste ven jeg havde var mit sprut og stofferne , for de lyttede altid til min elendighed,

men samtidig med skylden over at jeg opførte mig som jeg gjorde forsvandt jeg mere og mere ind i det mørke hul af vrede , ensomhed , og selvmedlidenhed,.  og er der noget der er slemt så er det selvmedlidenhed,.  . 

jeg havde ondt over  at ingen kunne lide mig men ingen ville jo mig fordi jeg ikke kunne lide mig selv .  og  jeg var utilregnelige når jeg drak og tog stoffer. sloges med alt og alle .  og blev  et offer for min egen elendighed,. 

det  der er problemet  med en misbruger er  at  man lover og lover og man overbeviser ens nærmeste om at man har styr på det og man nok skal tage sig sammen men en misbruger kan ikke tage sig sammen.  en misbruger vil kun en ting -  jagten på stoffet og rusen og så er alt andet passe ..

det væreste er når man vågner om morgnen og ikke har nogle øl .- og der er 2 timer til bageren åbner,  At  drikke 30 øl og en flaske sprut og alligevel føle sig normal.   At gå på værtshus  og blive grov  i munden  og få tæsk og blive smidt ud .  at skulle gå op og veksle flasker med abstinenser,. 

når jeg tænker tilbage . så er jeg faktisk  forundret over hvordan jeg egentlig overlevede den sataniske sygdom ...   at sove på gaden i 2 graders frost , at vågne med 2 gram amfitamin  og ha psykoser og se soldater og løver på gaden og i ens lejlighed,,,, 

prisen for  misbruget har jo også haft  fysiske konsekvenser.  blødende og kronisk mavesår .  kronisk træthed.  , nervebetændelse. .. ar på armende .  og dårligt helbred

prisen har været  høj og jeg er idag  ikke i tvivil om at jeg var syg men også at jeg jo ikke bare gjorde det for sjovt.  men stadig mit ansvar at jeg behandlede andre mennesker som jeg selv  vil behandles.  men jeg kunne ikke holde af mig selv . og derfor hellere ikke af livet og mine pårørendende

der går ikke en dag hvor jeg ikke tænker over hvor meget jeg har såret andre . men jeg kan jo ikke ændre på fortiden men handle andleredes i nutiden. og forsøge at opføre mig ordentligt.